Onsdag 4. december 2019
Advents- og julekoncert Snart traditionen tro kommer Faaborg koret og synger advents- og juletiden ind.
Faaborgkoret er i julestemning og klar til årets meget traditionsrige adventskoncert i Diernæs Kirke onsdag den 4. december kl. 19.30.
Koret dirigeres af svenske Britta Kold, der også var korets meget vellidte leder i 2005-2009, og koret fandt da også straks nogle af julesangene fra dengang frem fra nodearkivet, bl.a. "Jul, jul, strålande jul", der for Britta er den mest stemningsfulde julesang overhovedet. Så koret bliver også terpet i den helt rette svenske udtale, så den elskede julesang kommer til at lyde helt rigtigt.
Der er nyt og gammelt på repertoiret, alt sammen med masser af julestemning, og koncerten rummer desuden et lille indslag med korets faste juleduo - Kirstine Torup, sang, og Søren Bøje, guitar, ligesom menigheden selvfølgelig også skal synge med på et par af de elskede julesalmer.
Så der er igen i år lagt op til en stemningsfuld og kær optakt til julemåneden, når Faaborgkoret gæster Diernæs Kirke. Der plejer at være næsten mere end fuldt hus, og koret glæder sig meget til at komme igen i år.
Alle er meget velkomne og der er fri entre. |