|
Diernæs nævnes første gang i historiske dokumenter i begyndelsen af 1200-tallet - helt nøjagtigt i 1231. Dette var en forholdsvis stabil periode for vort folk, hvor en stærk kongemagt formåede at skabe fred i landet og gjorde det muligt at skaffe ressourcer til det kirkebyggeri, som blomstrede i hele Danmark.
Den første stenkirke i Diernæs sogn lå ca. 1 km øst for den nuværende kirke, og her kan vi i dag, på en høj tæt ved herregården Holstenshuus, se Fyns eneste blotlagte kirkeruin. Sagnet beretter, at en herremand om natten lod sin hund begrave under kirkens højalter, og at denne vanhelligelse var skyld i, at paven beordrede kirken nedbrudt. Finstrup kirke eksisterede 1416, men var forsvundet 1525.
|
|
|
| |
|
|
I senmiddelalderen opførte man således den nuværende kirke i Diernæs, der ligger i et smukt og kuperet terræn med en enestående udsigt over det sydfynske øhav. Her har sognets folk kunnet søge hen i århundreder, såvel i glæde som i sorg, og her kalder kirkens klokker stadig til gudstjeneste om søndagen og andre kirkelige handlinger.
Diernæs kirke har som de fleste middelalderkirker gennemgået flere forandringer og restaureringer. Oprindeligt har der sikkert ligget en ret så beskeden kampestenskirke i centrum af en ellipseformet kirkegård. Denne placering og form, som kan lede tanken hen på vikingetidens skibssætninger, kan stadig ses i græsvoldene og de gamle hegnstræer og randbeplantning omkring kirken. Fra den allerældste kirke findes der kun rester i murværket over de senere indbyggede hvælv samt i den gamle vestgavl, der nu dækkes af kirketårnet.
Fra et gammelt maleri på godset Langesø ved vi, at kirken har været hvidkalket, og at kirketårnet var udstyret med et lavt spir. 1868-69 sker der imidlertid en meget stor og omfattende restaurering af kirken. For bl.a. at spare på de store vedligeholdelsesudgifter på de kalkede kirkehuse cementpudsede man i denne periode mange kirker, desværre, må vi nok sige - også Diernæs.
Om sommeren og efteråret dækkes syd- og østsiden dog helt af en meget flot vedbend, som delvist dækker den lidt triste grå facade. Ved ovennævnte restaurering sattes der større vinduer i kirken, og østgavlen fik kamtakker, ligesom kirkespiret lagdes om og forhøjedes. Den sidste store restaurering fandt sted 1971-72 og vedrørte primært det indre; bl.a. fjernedes et eksisterende pulpitur.
I Diernæs kirke findes mange smukke og interessante klenodier fra middelalder og rennæsance:
Alterbordets forside fra ca. år 1600 har arkader, og på den smukke barokke fløjaltertavle fra 1634 ses i midten Jesu korsfæstelse og i fløjene Jesu dåb og opstandelse. Altertavlen er signeret R.T., hvilket formentlig står for Reinhold Tim.
Prædikestolen er fra renæssancen og forsynet med dyderelieffer og hjørnehermer. De fleste prædikestole er placeret ved et sydvendt vindue i kirkerne, men i Diernæs findes den på nordvæggen.
Døbefonten er en gedigen romansk granitfont af vindingetypen. Måske er den overflyttet fra den nedrevne kirke i Finstrup. På døbefonten findes et meget smukt nederlandsk dåbsfad fra ca. 1625. Når kirken er åben for besøgende uden for gudstjenester mv., er dåbsfad og kirkens sølvtøj forsvarligt tyverisikret og derfor ikke fremme.
Helt mod vest - i tårnrummet - indrettedes i midten af 1700-tallet et gravkapel, hvori der bag et meget smukt smedejernsgitter er placeret 2 sandstenssarkofager med oberst Godske Ditlev Holsten og hans hustru Elisabeth Sophie Knuth, der døde henholdsvis 1745 og 1742. I kapellet ses paneler med afdødes malede stamtræer.
Under koret ligger den bremisk fødte adelsmand, Jørgen Schults lig hensat. Denne blev i 1617 hentet til Danmark af Christian IV, for hvis sønner han senere blev hofmester og rejseledsager. I 1626, da kongen befandt sig i den for landet skæbnesvangre krig mod den tyske kejser, var Schult generalproviantmester og krigskommissær. Han kom også til at sætte kraftigt præg på herregården Finstrup - nu Holstenshuus - som især blev udvidet bygningsmæssigt og i jordtilliggende med Schult som ejer. |
